Hvem er jeg

Jeg er pædagog af uddannelse. Efter nogle år som pædagog ”på gulvet” var jeg i en årrække souschef og institutionsleder. Siden 2000 har jeg arbejdet som pædagogisk konsulent i en storkøbenhavnsk kommune.

Ved siden af mit faste job holder jeg foredrag og underviser omkring anerkendelse, følelsesmæssig intelligens og børns sorg i mange forskellige sammenhænge. Desuden er jeg forfatter til tre bøger - Sommeren efter Anemone, Babybogen (medforfatter) og Down Under - som du kan læse om andre steder på hjemmesiden. Privat er jeg 48 år og far til fem børn. De fire er sprudlende, levende og har lært mig mere om livet end nogen voksen - nr. fire i flokken døde i en alder af kun 2½ måned i 1997.

Min undervisning
Jeg formidler en blanding af personlige erfaringer og seneste viden, for sorgens vedkommende bl.a. indhøstet gennem Kræftens Bekæmpelse. Selv om emnerne omkring sorg umiddelbart lyder sørgelige, er livets skønhed det helt centrale i min formidling. Jeg lægger vægt på variation og dialog. Udgangspunktet er jeres behov og ståsted. Derfor vil foredrag / undervisning variere fra gang til gang med bl.a. oplæg, oplæsning af korte passager fra min bog, musik og evt. billeder lagt ind. I al ydmyghed kan jeg kun beskrive en del af virkeligheden - derfor er dialogen undervejs og bagefter vigtig.

Min erfaring
Siden starten af år 2000 har jeg undervist og holdt foredrag omkring børns sorg, anerkendelse, følelsesmæssig intelligens og omsorgsplaner i skole / daginstitution. Jeg har undervist i en lille intens gruppe på 8-10 mennesker - og holdt foredrag for mere end 300. Hver gang beder jeg om feedback efter nogen tid, når indtrykkene har lagt sig - en sikkerhed for, at min formidling passer til formålet og udvikler sig hele tiden. Se også referencer.

Administration